Kardemommesnurre

Kardemommesnurre - bag selv dine kardemommesnurre - få opskirften her

Kardemommesnurre – så bliver det vist ikke mere svensk! Tilbageblik på sejlerferien til Sverige.

Hvem kan ikke spise en smagfuld kardemommesnurre til en god gang morgenmad eller brunch? og så én igen til eftermiddagskaffen? 🙂

Her i huset får sådan en omgang kardemommesnurre hurtigt ben at gå på.. og alt imens de nydes, kan vi tænke tilbage på vores sejler-sommerferie i den svenske skærgård nord for Göteborg. Vil du med… efter opskriften viser jeg lidt billeder fra vores sejlerferie anno 2019.

Jeg lavede min første omgang kardemommesnurre da vi lå i havn ved ferieøen Käringön. Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på kanelsnurre i forhold til ingredienser. Det hele var på slump, da jeg ikke har en køkkenvægt ombord på vores sejlbåd “Piece of cake” (som iøvrigt lever fuldt ud op til sit navn). OG køkkenmaskiner findes der heller ikke, så alt skal ske ved håndkraft. Heldigvis er båden udstyret med en fantastisk god, lille gasovn.

Mit første forsøg på Kardemommesnurre som blev lavet på slump og nydt på Käringön, sammen med G&T, det er vel ferie!? 🙂 Vi lå på Käringön sammen med et par sejlervenner fra hjemhavn.

Det blev ikke det pæneste bagværk jeg har lavet, men nøj hvor blev de gode.. langt bedre end den kardemommesnurre jeg tidligere på dagen nød på en lille hyggelig café, som tilbød svensk fika. Jeg havde hjemmfra besluttet mig for i år ville jeg nyde en omgang svensk fika. Meeen hvor nemt er det lige at finde i den svenske skærgård, hvor flere at de øer vi valgte at overnatte ved var ubeboet, og eller små feriekolonier uden egentlig indkøbsmuligheder og da slet ikke med cafeer. Men jeg var heldig på Käringön.

svensk fika på Käringön - sejlerferie anno 2019 i sejlbåden Piece of cake. Kardemommesnurre
uhh det var svært at vælge hvad jeg skulle smage på udover den uimodståelige kardemommesnurre.

Nu hvor hverdagene har meldt sig igen, er det tid til at få lavet en opskrift. En opskrift som kan bruges i ethvert køkken men køkkenvægt, almindelig ovn m.v.

Et godt råd her lige inden opskriften.

Til sødt bagværk, bagt med gær, bruger man det som kaldes for en bløddej. En bløddej indeholder typisk mælk, smør og æg. Som navnet antyder er det en blød dej. Så brug endelig ikke en masse ekstra mel end hvad opskriften anbefaler. Der kan naturligvis være forskel fra melmærke til melmærke og fra sæson til sæson, hvor godt melet er til at suge væske til sig. Meeeen.. i denne opskrift kan det nok max variere +/- 25 gram mel. Dejen skal være både våd og blød. Kommer man for meget mel i dejen, bliver det færdige bagværk tørt med det samme og mere kompakt. Så mit råd er hold dig til den mængde mel som opskriften lyder på og ælt dejen godt.

Opskrift på kardemommesnurre

OPSKRIFT:

Mængde: 12 flotte kardemommesnurre

Bløddej:

  • 250 g mælk
  • 75 g smeltet smør
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 75 g rørsukker
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. stødt kardemomme
  • 525 g hvedemel

Kardemomme-remonce:

  • 150 g smør, blødt men ikke smeltet
  • 150 g rørsukker
  • 100 g marcipan
  • 25 kardemommekapsler
  • Toppings: 25 g smeltet smør og rørsukker
kardemommesnurre in the making
Bløddej og kardemommeremonce – billederne er fra ferien, ombord på Piece of cake. Dejen her er håndæltet, så har du ingen røremaskine kan du stadig få lækre kardemommesnurre.

Fremgangsmåde:

  1. Smelt smørret og lad det køle af
  2. Rør gær, mælk, æg og afkølet smeltet smør sammen.
  3. Tilsæt hvedemel, rørsukker, salt og stødt kardemomme.
  4. Ælt til dejen er blank, smidig og slipper skålens kanter, det tager 5-7 minutter. Jeg ælter i en rørmaskine med K-spade.
  5. Lad dejen hæve i skålen i 1 time.
  6. Rør imens kardemommeremoncen
  7. Start med at afskalle kartemommekapslerne og kom frøene i en morter og knus dem godt.
  8. Bland kardemomme med blødt smør, groft revet marcipan og rørsukker. Brug med fordel en gaffel, og rør kun til massen er samlet.
  9. Når dejen er færdighævet, vendes den ud på et godt meldrysset bord. Kom også mel på dejens overside, og rul det ud til en firkant på 30×60 cm.
  10. Smør kardemommeremoncen ovenpå dejen i et jævnt lag
  11. Fold dejen på det lange led 2 gange, så der bliver 3 lag. (måler nu ca. 30 x 20 cm)
  12. Lad dejen hvile 5 min og rul dejen ud, til den ca. måler ca. 30 x 30 cm
  13. Skær 24 smallestrimler – Ta’ 2 strimler og tril dem hen over bordet, så de snoes – tag herefter strimlerne op i den ene ende og sno dem omkring 3 fingre. Stop den sidste ende ned i midten. Læg kardemommesnurren på en bageplade. og fortsæt med de øvrige.
  14. Lad kardemommesnurrene efterhæve i ca. 45 min.
  15. Bag dem midt i oven ved 200 grader alm. over/under varme i 12-15 minutter
  16. Straks de kommer ud af oven, pensles de med det smeltet smør og drysses med rørsukker.
  17. Nyd dem afkølet og nybagte. De kan holde sig friske i et par dage, men intet slår en nybagt kardemommesnurre.
Mit andet forsøg på kardemommesnurre på vores sejlerferie anno 2019
Mit andet forsøg på kardemommesnurre på vores sejlerferie anno 2019 til den svenske skærgård. Denne omgang bagte jeg lige inden vi sejlede ind i hjemhavnen Hvalpsund. Det blev en perfekt afslutning på en perfekt sommerferie. Bemærk lige hvor luftige de er 🙂

Nu til lidt feriebilleder:

Kort over de steder vi sejlede til og overnattede sommeren 2019
I år havde vi lige omkring 14 dage i den svenske skærgård. Vi sejlede fra Skagen til Väderöarna og sejlede retur fra Åstol til Læsø.
Mågerne på Väderöarna og mange andre steder, er ikke bange for at komme helt tæt på, hvis der er udsigt til en godbid.. Så det er med ikke at forlade sit bord med mad. Her sidder en måge på vores påhængsmotor og venter forgæves på en snack.
Havnen på Ramsö
Så bliver det vel næsten ikke mere Svensk – Ramsö er en utrolig smuk perle i Kosterhavets Nationalpark.
Naturen er smuk på Ramsö – gåturene er måske lidt udfordrende
På en gåtur kom vi forbi dette runde dybe hul.. gad vide hvordan det er opstået?! Vi kunne ikke se bunden.
Gul rute 🙂 var det ikke for den gulmalet plet på stenen, ville jeg tror vi var kommet væk fra stien!! – Ramsö
Den gamle havn på Ramsö
Dette billede er et must når man er i Smögen – postkort fra Smögen
Lille fyr på Malmön en vindstille morgen
Malmön røde små fiskehytter
På bassholmen er der en sjov bådebro. Jeg gætter på at det er helt bevidst den er bygget sådan, ellers er der vist en brobygger som bør få set på synet 🙂
Åstol i aftensol
Smuk solnedgang på Læsø
Smuk solnedgang på Læsø
Smuk himmel over Hou havn et par minutter før himlen åbnede sig og gav masser af vand!
(Visited 98 times, 1 visits today)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.