Cheesecake med blåbær

cheesecake med blåbær - bagt cheesecake med citron som små tærter toppet med blåbær

De her fine cheesecake med blåbær er i virkeligheden små tærter.

Hvor fyldet er bagt cheesecake med citron og så er de toppet med masser af friske blåbær og hyldeblomstgelé.

Jeg blev inspireret til at lave disse cheesecake med blåbær på en 3-dages inspirationstur til København, jeg forkælede mig selv med i starten af august. Jeg spiste mig igennem et hav af nye og gamle bagerier og konditorier. Yummy, siger jeg bare. Jeg besøgte bl.a. Dessertdragens Kageværksted, hvor jeg købte en lille tærte med blåbær. Jeg sad og nød den på bænken udenfor det lille konditori, før turen gik videre til La Glace.

Jeg faldt for både udseende og smagen på denne lille sag. En dejlig frisk og ikke for sød lille kage. I bunden af dette blogindlæg kan du se cheesecaketærten med blåbær jeg nød i København.

små cheesecake med blåbær - cheesecaketærter med blåbær

Mængde: 6 tærter ø 8 cm

Ingredienser til mørdej:

  • 125 g hvedemel
  • 90 g koldt smør
  • 50 g flormelis
  • 1 æggeblomme

Ingredienser til cheesecakemassen:

  • 100 g flødeost neutral
  • 50 g creamfraise 18%
  • 40 g rørsukker
  • ½ spsk hvedemel
  • ½ citron (saft og reven skal)
  • korn fra en ½ vaniljestang
  • 1 æg

Ingredienser til topping:

  • 2 husblas
  • ½ dl konsentreret hyldeblomstsaft
  • 250 g blåbær
  • små mynteblade
Små friske cheesecake med blåbær. Pynter på ethvert kagebord.

Fremgangsmåde:

  1. Bland mel og flormelis sammen og hak det kolde smør i.
  2. Smulder smørret i melet, til der ikke længere er store klumper af smør.
  3. Tilsæt æggeblommen og ælt dejen til den er ensartet og glat.
  4. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg mørdejen i køleskabet i minimum 30 min., før du tager dejen i brug.
  5. Imens mørdejen bliver kold, laves ostemassen.
  6. Skrab kornene ud af den halve vaniljestang og bland den med en tsk af rørsukkeret.
  7. Pisk herefter flødeost, creamfraise, rørsukker, vanilje, saft og skal fra citron og hvedemel sammen. Rør ægget i tilsidst.
  8. Tænd oven på 175 grader alm. over/under varme
  9. Beklæd 6 små tærteforme med mørdej. Prik bundene med en gaffel.
  10. Fordel ostemassen ovenpå mørdejen.
  11. Bag tærterne i ca. 30 minutter
  12. Lad tærterne køle helt af, gerne i køleskabet.
  13. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter
  14. Smelt husblad og hyldeblomstsaft sammen over vandbad eller få sekunder i microovnen.
  15. Fordel blåbærrene ovenpå de kolde tærter og pensel med den lune gelé.
  16. Pynt til sidst tærterne med et lille mynteblad.
  17. Stil tærterne tilbage i køleskabet til geléen har sat sig.
Lille lækker cheesecaketærte med blåbær fra
Dessertdragens Kageværksted.
Her en lille collage af hvad jeg fik spist mig igennem på min 3-dages studie/smagstur til København. Glæder mig allerede til min næste tur.. 🙂
(Visited 901 times, 1 visits today)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.