
Brug dine brødrester til at bage lækre Chia stykker.
Har du også nogle gange et par kedelige brødrester liggende i en pose? Og har du allerede masser af hjemmelavet rasp og croutons og derfor ikke lige ved hvad du skal stille op med de halv-kedelige brødrester?
Så lav brødresterne om til de lækreste Chia stykker, som holder sig frisk i flere dage. Krummen i de her stykker er dejlig blød og luftig. Perfekte stykker til både morgenmad og madpakke.
Ja vi i bruger dem også nogle gange til sandwich og burger til aftensmad.
Det er en ret så våd dej, men da de ikke skal formes og trilles til boller med hænderne gør det ikke noget. Den våde dej gør at stykkerne ikke bliver tørre og kedelige.
Chia stykke med brødrester
24
StykkerIngredienser
- Brødgrød:
220 g daggammelt brød uden skorpe (selv bruger jeg surdejsbrødrester, men alt dur)
270 g kogende vand
- Dej:
550 g koldt vand
25 g frisk gær
25 g maltsirup (andet sirup kan også bruges, men maltsirup smager bare af mere, og kan købes i de større supermarkeder)
950 g hvedemel (min. 11 g protein)
20 g rørsukker
20 g salt
40 g chia + ekstra til drys ovenpå
490 g Brødgrød
1 æg til pensling
Sådan gør du
- Brødgrød:
- Skær brøderesterne i tern og hæld det kogende vand over. Rør godt i det til det kommer til at ligne en gang kold havregrød. Lad massen køle af, før du går videre til selve dejen til Chia stykkerne.
- Dejen til Chia stykker:
- Bland vand, gær og maltsirup sammen.
- Rør nu brødgrøden ud i vandet.
- Tilsæt herefter de øvrige ingredienser (minus chiafrø). Ælt dejen i ca. 10-15 minutter, ælt ved lav til middel hastighed. Temperaturen på dejen, når den er færdigæltet, er omkring 28/29 grader. Det er en våd dej, så tilsæt endelig ikke en masse mere mel, da det hurtigt vil udtørre de færdige chia stykker.
- Tilsæt nu de 40 g chiafrø og ælt ved lav hastighed i 30 sek. eller til frøene er fordelt i dejen.
- Hæld dejen over i en oliesmurt skål og stil dejen til hævning i ca. 30 minutter under et stykke plastik.
- Når dejen er færdighævet, er den stadig våd og let klistret. men drys bordet godt med hvedemel (evt. blandet med durummel)
- Vend dejen ud på det meldrysset bord og træk den let ud i en firkant, og fold dejen ind over sig selv, så dejen ligger dobbelt og den våde dej er lukket inde.. Lad dejen hvile i 5 minutter og træk den herefter ud til en firkant på ca. 30×40 cm. Træk forvigtig så dejen ikke går i stykker.
- Pensel overfladen af dejen med et sammenpisket æg og drys godt med chiafrø og hak dejen ud i 24 stykker. Fordel dem på bageplader.. max 12 stk./plade.
- Lad chia stykkerne efterhæve i 45 minutter under et stykke plastik.
- Bag dem ca. 15 minutter midt i ovnen ved 220 grader over/undervarme. Hvor der smides en ½ dl. koldt vand ind på en varm bradepande, som ligger i bunden af ovnen. Eller ved at smide 3-4 isterninger ind i bunden af ovnen. Det skaber damp i ovnen, som giver stykkerne en tynd gylden skorpe. (Man kan undlade dampen, og bage stykkerne almindeligt)
Bemærk:
- Har du prøvet opskriften? Fortæl mig gerne om det på Instagram ved at bruge #tantestrejfdk og tag @annettedrastrup
Foråret er ved at få godt fat i Danmark og Dollerup Bakker. Jeg har allerede været flittig med mit kamera, så her kommer lige et par forårsbilleder 🙂



