Sprøde pebernødder

hjemmelavet sprøde pebernødder uden peber - online opskrift

Sprøde og lækre pebernødder uden peber.

Hver år til jul har vi i familien fået disse sprøde og velsmagende pebernødder. Det er ikke rigtig jul, hvis ikke vi får dem.. og så skal de helst være bagt af min mor 🙂

Men i år pga. corona, er jeg nu selv gået i køkkenet for at bage årets første portion. Det er ellers en tradition at vi i familien mødes hjemme hos mig lørdagen før 1. advent. Her hygger vi med at lave juledekorationer, og så plejer min mor at tage en god posefuld pebernødder med. Men i år vil Corona ha’ det anderledes, så ingen familie-julehygge-dag. Hele min familie bor nemlig i Nordjylland, mens jeg har bosat mig i det Midtjyske. Man rådes jo til ikke at mødes med for mange og rejse for meget mellem landsdelene.

sprøde p

Jeg har ikke smagt de her pebernødder andre steder eller hørt om nogen der har en lignende pebernød/småkage i deres julesortiment. Men jeg gætter da på at den findes derude, måske under et andet navn!?

Har du nogle specielle julesmåkager, som du ikke støder på andre steder?

Nu du er i gang med at overveje at prøve nogle nye julesmåkageopskrifter, så prøv også disse Specier med appelsin som jeg udviklede sidste år og som vi helt sikkert også skal have igen i år.

Disse sprøde pebernødder er hurtige at lave og kræver ikke mange ingredienser.

Pebernødder uden peber

Recipe by Annette (Tantestrejf.dk)
Mængde:

100-120

stk.

Ingredienser

  • 125 g sukker

  • 1 æg (M/L)

  • 130 g hvedemel (gerne kagehvedemel, eller mel med lav proteinindhold)

  • ½ tsk hjortetaksalt

  • ½ tsk stødt kardemomme

  • 1/3 tsk stødt nellike

Sådan gør du

  • Pisk æg og sukker lyst og luftigt – pisk i 7-10 minutter.
  • Bland de øvrige ingredienser godt sammen og rør det i æggemassen.
  • Kom dejen i en frysepose og på køl i minimum 30 minutter.
  • Del dejen i 5 stykker og rul dem ud til pølser og skær i 1 cm stykker og fordel dem på 2½ bageplade. De skal ikke trilles.
  • Bages midt i ovnen i ca. 6 minutter ved 200 grader alm. over/under varme. De skal være gylden i farven.
  • Lad dem afkøle på bradepanden og opbevar dem i en kagedåse.

Bemærk:

  • Har du prøvet opskriften? Fortæl mig gerne om det på Instagram ved at bruge #tantestrejfdk og tag @annettedrastrup

Jeg tror kun at jeg et år ud af mine 47 år, har måtte undvære disse pebernødder. Det var da jeg som 18-årige rejse til New Zealand som landsbrugsmedhjælper i 8½ mdr.

Det var en kæmpe oplevelse at opleve et så smukt et land og lære kulturen at kende. Jeg drømmer om et gensyn.. Men julen var naturligvis noget helt andet. Ikke dårligere, da familien jeg boede hos, gjorde meget ud af det for min skyld. De skaffede bl.a. en pakke rugbrød og en Arla Brie. Men de kunne desværre ikke skaffe mors pebernødder og dengang gjorde jeg mig ikke i bagning.

Her lidt billeder fra min tid på NZ, desværre havde jeg ikke taget billeder fra julen. Måske det skyldes at deres pyntede juletræ var et fyr træ.. som de i øvrigt selv syntes var det flotteste juletræ i flere år. Jeg var med til at fælde det på gårdens område.
Ja, jeg var skallet/mega-korthåret da jeg var 17-20 år. I dag er jeg naturligvis glad for mit lange grå hår.

Året efter var jeg ude at sejle i julen, som ubefaren kok på en lille 7-mands coaster..

og her huskede jeg at få pebernøddeopskriften med. Sirligt nedskrevet i et af de små skolehæfter, man havde i den tid 🙂 I jule- & nytårsdagene befandt vi os i Sortehavet tæt på Rumænien. Fryseren var ret tom, da vi forinden havde været i krigsramte Jugoslavien, så ikke mange muligheder for at proviantere. Det var i julen 1992.

Juletræet var ca. 50 cm højt og hevet ud af et plastikrør.

Allerede der som 19 årige var jeg begyndt at bage lidt.. men her var tale om simple kager, mormor franskbrød og ja pebernødder. Men det var jo også det man bagte dengang.

Lidt billeder fra min tid på coasteren “Birthe Boye, Marstal”. Jeg havde ingen køkkenerfaring inde jeg sagde ja til at tage med som kok.. Jeg tog med fordi min daværende kæreste var matros. Jeg havde nok indstillingen, det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af!

Typisk var man afsted i 6 mdr. af gangen. Men da skibet blevet slået i stykker i en slem storm på vej til Island, sluttede mit sejler eventyr efter blot 4½ mdr.

Jeg husker at min mor fik sendt nogle julegaver afsted til mig, som en skipper tog med ud ombord. Heriblandt var “THE JULEKALENDER” på VHS-bånd. Jeg havde jo ikke set den, da jeg året før var i NZ.. men jeg skal da lige lovet for at jeg havde hørte på de mange citater og udtryk fra de Nattergale, da jeg kom hjem fra NZ i løbet af April ’92 bob-bob-bob..

Men det er også de eneste 2 juleaftner, hvor jeg ikke har været sammen med min familie og holdt en traditionsrig jul. Efter sådan et par år, fik jeg virkelig øjnene op for vigtigheden i julen og dens traditioner. Der før havde jeg haft et par teenager år hvis jeg ikke helt forstod vigtigheden af julen.

I dag ELSKER jeg julen og juleforberedelserne.

(Visited 95 times, 1 visits today)
 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.